”Det er som at være til Roskilde Festival – bare i jakkesæt” – sådan hørte jeg stemningen på klimatopmødet beskrevet forleden. Det er ikke helt forkert. Der er mennesker over alt. Folk sidder over det hele og næsten alt kan forvandles til et sted at slå lejr. Der er tusindvis af events at vælge imellem, og man skal hele tiden tage beslutninger om, hvor man skal hen næste gang. Hvis man da ikke bare beslutter sig for at hænge ud med en kop kaffe og møde nogle nye mennesker. Sladderen løber som en steppeild, og pludselig kan 10.000 mennesker have hørt det samme rygte. Det vildeste rygte, jeg endnu har hørt, gik på, at Lars Løkke skulle være på vej til at fyre Connie Hedegaard, fordi de var uenige om forhandlingslinjen. Jeg måtte pænt forklare, at det ikke ville ske i en million år, da hele Løkkes troværdighed på klimaområdet hænger på Hedegaard. Men at der er to forskellige forhandlingslinjer fra dansk side kan vist ikke længere være en hemmelighed for nogen. Det bedste sted at opsamle informationer er enten hos NGO’erne – de internationale er helt fantastiske, de ved altid hvad der foregår – eller hos andre landes forhandlere. Det kræver så af og til, at man hænger længe ud eller går med til nogle af aftenfesterne for at få de rigtige personer i tale. Bella Centret er i disse dage forvandlet til en blanding af højspændt og dramatisk politik, der kommer til at bestemme vores fremtid, og en folkefest, hvor mennesker fra alle dele af verden mødes om en fælles sag. Det er bevægende, dramatisk og helt vildt spændende. Jeg ville ønske, at flere havde mulighed for at opleve det og lade deres stemme blive hørt.

Hvorfor har folk som Lomborg, Svensmark og Humlum fået betegnelsen ’klimaskeptikere’? Reelt er vi alle sammen jo skeptiske over for, hvad der bliver præsenteret for os – også når det gælder klimaforskning. Men når materialet er så overbevisende og klart, som den videnskabelige klimaforskning er i dag, så er det nærmere klima-ignorance ikke at ville se problemerne i øjnene.

Vi kan selvfølgelig ikke betegne Svensmark og co. ’klima-benægtere’, for det har lyd af Holocaust-benægtere. Men ’klimaskeptikere’ skal de altså ikke have patent på. Et bud kunne være ’klima-klynkere’. Taget i betragtning hvor lille en del af forskningen Lomborg, Svensmark og Humlum udgør, så er de grotesk overrepræsenterede i medierne. Alligevel skal vi dagligt høre klynk fra både disse forskere og Dansk Folkeparti om, at deres stemme ikke bliver hørt. Pia Kjærsgaard gik endda så vidt at sammenligne klima-klynkernes situation med middelalderens hekseforfølgelse i sit nyhedsbrev i går: ” I dag er midlerne mindre blodige; man nøjes med tavshed, latterliggørelse og udelukkelse.”

Intet kunne være mere usandt.  Et lille hurtigt eksperiment. En mediesøgning på de vigtigste klimaklynkere i Danmark viser følgende omtaler på de danske medier inklusiv web de sidste 12 måneder; Lomborg: 2404, Svensmark: 494, Humlum: 509 og Pepke Pedersen: 93 omtaler. I alt 3500 omtaler. Lad os så tage dem, der understøtter den klimateori, som over 90 % af verdens forskere er enige om: Katherine Richardson: 436, Kirsten Halsnæs: 279, Jens Hesselbjerg: 525 og Eigil Kaas: 183 omtaler. I alt: 1423 omtaler. Selvom klynkerne står alene inden for deres felt og repræsenterer en forsvindende lille del af verdens forskning, fylder de altså over 70 % af omtalerne. Vi har spildt tid nok på denne her ufrugtbare diskussion – lad os nu få lagt pres på verdens ledere, mens de er samlet her i Bella Centret, så vi får en ordentlig klimaaftale, der kan begrænse klimaforandringerne mest muligt.

15 kroner om dagen. Det svarer til en halv liter sodavand. Mere behøver det ikke at koste os at gøre noget ved klimaproblemerne. Det er dagens gode nyhed fra Stockholms Klimainstitut. Den trængte vi godt nok også til oven på den meget nedslående nyhed, der også kom i dag, fra 26 af verdens førende klimaforskere. Ifølge en ny rapport, går klimaforandringerne hurtigere, end nogen havde forudset. Og vi har omkring 5 år til at knække CO2-kurven, hvis vi skal undgå de allermest voldsomme klimascenarier. Før i tiden havde det nok givet mig lyst til at blive i sengen og trække dynen op over hovedet. Og indrømmet, en gang i mellem lokker den løsning stadig. Men der er ikke andre til at skabe forandring end dig og mig. Derfor skal der presses endnu hårdere på, for at vi får en international klimaaftale. Befolkningerne skal på gaden og kræve, at deres politikere tager ansvar og viser mod. Politikerne skal gemme de kortsigtede nationale interesser væk og leve op til det ansvar, de har fået betroet. Det er nu, vi har brug for den store vision om en bæredygtig verden. Og det kan lade sig gøre. Jo flere vi er, der tror på det, jo større bliver chancen for, at det lykkes. Og når vi får serveret prisen for at gøre noget ved klimaproblemerne i en overskuelig dagspris, så er det pludselig til at have med at gøre.

Så fik vi en ny dansk kommissær. Og en ny klima- og energiminister i øvrigt. Jeg gættede for et par dage siden, at det nok ville blive Lykke Friis. Dels fordi jeg ikke kunne se, hvem blandt V og K’s folketingsmedlemmer, der havde både ministerpotentiale, troværdighed og viden på klimaområdet, og dels fordi Lykke Friis jo var mødt op til den ene valgfest efter den anden hos Venstre. Det kunne selvfølgelig have været posten som forskningsminister, Friis gik og ventede på, men eftersom det er en næsten offentlig hemmelighed, at den skal gå til et tidligere medlem af Ny Alliance ved næste rokade (som vel kommer i begyndelsen af det nye år), så var det oplagt, at det var klimaministerposten, Friis skulle have.

Jeg ønsker Connie Hedegaard alt held og lykke med posten som klimakommissær. Hedegaard har kæmpet en brav kamp for klimaet mod et meget trægt Venstre, der hele tiden har trukket ambitionerne ned. Også internt i sin egen gruppe må Hedegaard have haft det svært, ikke mindst med en konservativ leder, der mener, at truslen fra militant muslimsk ekstremisme er større end klimatruslen.

Jeg ønsker også Lykke Friis mod og kampgejst til den nye post. Der er nok at tage fat på. Danmarks CO2-udledninger er gået op år efter år – ligesom vores kulforbrug og vores bruttoenergiforbrug. Skal vi være grønt foregangsland igen, skal der et helt andet tempo på. Vi skal have en klima- og energiinvesteringsfond, et program for udviklingen af miljøteknologi (MUDP), vi skal have skrappere energistandarder for nybyggeri og renoveringer, vi skal have omstillet landbruget og vi skal turde tage fat på trafikkens CO2-udledninger på en langt mere modig måde.

Fremtidens by er grøn, sund, attraktiv, funktionel, idérig og levende.

I hele verden er byer blevet de centrale omdrejningspunkter for udvikling, innovation, grønne løsninger og økonomisk vækst. Derfor er det i byerne, vi finder de største problemer i forhold til klima og miljø, men det er også i byerne, vi kan skabe mange af løsningerne.